Mit læringssyn

 

Grundlæggende er jeg eksponent for og tilhænger af både en pragmatisk og en sociokulturel forståelse af læring. Jeg mener erkendelse altid indebærer en eller anden form for handling og refleksion jævnfør John Deweys filosofi. Men sproget, hvad enten det er i form af tanker eller dialoger også udgør en væsentlig kilde i erkendelsesprocesser. Her er jeg primært inspireret af de to russiske socialkonstruktivister Lev Vygotsky og Mikhail Bakhtin. 

 

Alle kortfattede definitioner af ordet læring bliver mangelfulde, dette skyldes at læring dækker over et omfattende og kompliceret sæt af både kognitive, affektive og sociale samspilsprocesser. Som udgangspunkt vælger jeg derfor at definere ordet læring ud fra en række semantiske nøglebegreber, som udgør følgende: Kundskabsforøgelse, meningsdannelse, videnstilegnelse, adfærdsændring og forståelse. Jeg betragter læring som en proces, hvor ny læring er relateret til vores nuværende og tidligere opbyggede viden – læreprocessen kan forklares som en spiralproces, hvor vi bygger oven på allerede etablerede mentale skemaer.    

 

Jeg har et syn på læring, hvor tilegnelsen af viden ikke er initieret i hjernen, men er skabt i dialogiske forhold mellem mennesker og kulturer.[1] I denne sammenhæng er jeg inspireret af et socialkonstruktionistisk læringssyn. Grundopfattelsen indenfor socialkonstruktionismen er at erkendelse bliver skabt i sociale relationer. Menneskets interaktion med omverdenen bliver ud fra denne opfattelse selve katalysatoren i læreprocessen.  Antages kognitionen, er denne indenfor socialkonstruktionismen en integreret del af den sociale aktivitet, men den primære anledning til erkendelse skal ikke findes i bevidstheden men i sproget. Viden forstås indenfor socialkonstruktionismen ikke som en objektiv størrelse, - men den sande (brugbare) viden om verden er skabt dialogisk – virkeligheden er en social konstruktion. 

    



[1] Den amerikanske kulturpsykolog Jerome Bruner er en af eksponenterne for dette læringssyn. Bruner skriver: ”Kultur er den formende hånd ikke biologi” (Bruner 2004) s. 36 og 45